onsdag den 14. oktober 2015

Hvad med videbegæret?


En af de tekster, jeg har læst i forbindelse med MIL-uddannelsen, der har gjort mest indtryk på mig, er George Siemens om Connectivism. Ifølge hans koncept indeholder verden af i dag så meget viden, og den viden forældes så hurtigt, at målet med læring ikke længere er at inkorporere en masse viden. Det vigtigste er ikke, hvor meget du ved, men din evne til at lære og vide mere. Læring er en kontinuerlig og livslang proces, der finder sted, ikke blot i uddannelsessystemet, men også via alle de formelle og uformelle netværk og praksisfællesskaber du møder i dit liv. Og læring behøver ikke nødvendigvis at være lagret inde i dit hoved. Den kan også være lagret elektronisk, og alligevel tælle med i din samlede sum af læring (learning may reside in non-human entities).

Jeg blev optaget af Siemens, fordi det han skriver forekommer så præcist i forhold til den verden vi lever i, og de elever jeg møder i gymnasiet. Med Siemens i hånden behøver jeg ikke længere begræde, at mine elever scorer 0.000 i almenviden, og tilsyneladende ikke kan huske ting, de lærte i går. I stedet kan jeg lade mig besnære ved tanken om, at internettet udgør en slags "kognitiv tjener", som de har læsset hukommelsesbyrden over på, og dermed befriet sig selv. De kan jo bare tilgå viden, efterhånden som de får brug for den. Og bruge den frigjorte hjernekapacitet til noget andet.

Og så alligevel ikke. Jeg kommer til at tænke på en artikel af Lone Frank (Weekend-Avisen) , som blandt andet handler om ovennævnte. Hun imødeser en fremtid hvor 1. de fleste mennesker vil være utroligt kedsommelige samtalepartnere, som ikke kan bidrage med noget, før de har været en tur omkring Google. 2. Det står sløjt til med innovation og kreativitet. Hvorfor? Fordi ny viden og ideer ikke opstår ud af ingenting. De opstår ud af viden, og de kræver fordybelse, ro og fravær af distraktion. Således, argumenterer hun, har vi indrettet et samfund der skriger på innovation og kreativitet, samtidig med at vi lever på en måde der giver så lidt plads til viden og fordybelse, at ægte kreativitet og innovation har meget ringe chancer for at opstå.

Jeg er tilbøjelig til at give hende ret, når jeg ser på mine gymnasieelever. De ved en smule om lidt af hvert, men har meget lidt dybdeviden om noget som helst. Selv når det kommer til at skrive SRP, skriver mange en overfladisk sammenvævning af viden hentet fra her og der, uden for alvor at sætte fingeren på de kritiske punkter, og grave dybt, eller se perspektiver. Jeg er enig med Siemens i, at evnen til at erhverve ny viden og læring er vigtigere end summen af den viden, du har i dag. Men den eneste måde at få ny viden på, er ved at have noget viden i forvejen. Derfor er jeg som gymnasielærer så inderligt optaget af: hvordan skaber og fastholder vi videbegær og lyst til fordybelse, når al relevant viden tilsyneladende kun befinder sig et klik væk.

Kilder: 
Lone Frank: "Hvor kom jeg fra..." Weekend-Avisen 02-03-2012


Ingen kommentarer:

Send en kommentar