Refleksioner om bloggen

Jeg er i bund og grund et meget privat menneske. Jeg ses stort set kun på facebook, når jeg bliver tagget af andre. Det er sjældent jeg selv lægger noget ud. Derfor var det også en overvindelse for mig at folde mig ud i både online-debat og blogskrivning. Men da jeg først kom i gang, blev jeg grebet af den hellige ild, og fik lyst til at skrive mere. For mig har denne blog først og fremmest haft værdi, fordi den giver mig mulighed for at forholde mig akademisk til min egen arbejdspraksis, uden at være bundet op af et stort formelt apparat, som hvis jeg fx skulle skrive en rapport. En glimrende måde både at blive afklaret omkring egen praksis, og inspireret ved at læse om andres.

Til gengæld forestiller jeg mig ikke, at jeg kommer til at bede mine elever om at skrive blogs i stor stil. Ikke fordi bloggen ikke er egnet, men fordi eleverne i forvejen er overvældet af det mylder af skriftlige genrer, de bliver udsat for, og som de kan risikere at møde til eksamen.

Jeg ser dog én oplagt anvendelsesmulighed:

På HHX har eleverne det, der hedder Studieområdet, et forløb med tværfaglige nedslag over alle tre år. Studieområdet er parallelt til det, der i det almene gymnasium hedder AT. I 3G skal eleverne aflevere en synopsis, der behandler en tværfaglig problemstilling indenfor to fag. Eleverne kan blive trukket ud til mundtlig eksamen. Formålet med Studieområdet er, at eleverne skal erhverve en lang række både almene, tværfaglige og fagspecifikke studiekompetencer og metoder, og være i stand til at reflektere over deres valg. Synopsen skal blandt andet indeholde følgende: "metodeovervejelser, hvori eleven forklarer, hvordan de enkelte fag bidrager til udfoldelse af problemstillingerne, og hvor eleven reflekterer kritisk over anvendelsen af samfundsfaglig/humanistisk teori og metode." Dette metodeafsnit giver os lærere mange frustrationer, for uanset hvor godt vi føler, vi har klædt eleverne på, gennem tre år, ender det næsten altid i ureflekteret snik-snak.

Som koordinator er jeg med til at tilrettelægge studieområdet for alle skolens elever. Den helt store udfordring er, at forankre den progression i metoder og kompetencer, der gerne skal finde sted over de tre år, sådan at eleverne er klædt på til at fortage en kvalificeret refleksion over deres egen arbejdsproces. Vi er nået et godt stykke af vejen; vi har lavet hjemmesiden "Skrivehjulet", så eleverne har en samlet indgang til viden om Studieområdet. Vi arbejder med processkrivning, workshops og meget mere. Men vi er stadig ikke tilfredse med resultatet. Jeg mener dog også at bekendtgørelsen er for ambitiøs, i forhold til målgruppen, og at vi aldrig vil nå helt i mål, men det er jo ingen undskyldning for ikke at gøre vores bedste.

Det er i dette scenarie, jeg forestiller mig bloggen have sin berettigelse. Hvis jeg kunne få indført en systematisk anvendelse af blogs, således at eleverne efter hvert SO-forløb, reflekterer over hvad de har lært, hvilke studiemetoder og kompetencer, de har tilegnet sig, så bør de også have et kvalificeret grundlag at reflektere på i 3G til DIO-eksamen (som er navnet på det afsluttende SO-projekt)

Jeg har med interesse læst om den undersøgelse, som flere andre MIL-studerende også  refererer i deres afsluttende blog (Dohn og Johnsen, 2009, s. 70). Undersøgelsen viser, at studerende som ikke fik nogen former for feedback på deres blogskrivning, nåede et højere refleksionsniveau, end elever der fik feedback. For mig giver det stor mening, at man når et højere refleksionsniveau, når man skriver IND, betragter bloggen som en slags avanceret hurtigskrivning, hvor tankerne fældes ned, efterhånden som de passerer gennem ens hoved. Hvis elever ved, at de skal have feedback, bliver de præstationsorienterede og/eller uselvstændige. Derfor kan jeg godt lide tanken om, at bloggen er elevernes egen, men det vil bringe mig ud i den forhindring, som var hovedtemaet for vores diskussion i opgave 1: hvordan kvalificerer vi online-debatten, når deltagerne ikke per definition er modne/motiverede/fagligt kvalificerede til at skabe og bevare et relevant niveau. Måske skal de, som foreslået i debatten, skrive blogs to og to.

Hvad med videbegæret?

En af de tekster, jeg har læst i forbindelse med MIL-uddannelsen, der har gjort mest indtryk på mig, er George Siemens om Connectivism. Ifølge hans koncept indeholder verden af i dag så meget viden, og den viden forældes så hurtigt, at målet med læring ikke længere er at inkorporere en masse viden. Det vigtigste er ikke, hvor meget du ved, men din evne til at lære og vide mere. Læring er en kontinuerlig og livslang proces, der finder sted, ikke blot i uddannelsessystemet, men også via alle de formelle og uformelle netværk og praksisfællesskaber du møder i dit liv. Og læring behøver ikke nødvendigvis at være lagret inde i dit hoved. Den kan også være lagret elektronisk, og alligevel tælle med i din samlede sum af læring (learning may reside in non-human entities).

Jeg blev optaget af Siemens, fordi det han skriver forekommer så præcist i forhold til den verden vi lever i, og de elever jeg møder i gymnasiet. Med Siemens i hånden behøver jeg ikke længere begræde, at mine elever scorer 0.000 i almenviden, og tilsyneladende ikke kan huske ting, de lærte i går. I stedet kan jeg lade mig besnære ved tanken om, at internettet udgør en slags "kognitiv tjener", som de har læsset hukommelsesbyrden over på, og dermed befriet sig selv. De kan jo bare tilgå viden, efterhånden som de får brug for den. Og bruge den frigjorte hjernekapacitet til noget andet.

Og så alligevel ikke. Jeg kommer til at tænke på en artikel af Lone Frank (Weekend-Avisen) , som blandt andet handler om ovennævnte. Hun imødeser en fremtid hvor 1. de fleste mennesker vil være utroligt kedsommelige samtalepartnere, som ikke kan bidrage med noget, før de har været en tur omkring Google. 2. Det står sløjt til med innovation og kreativitet. Hvorfor? Fordi ny viden og ideer ikke opstår ud af ingenting. De opstår ud af viden, og de kræver fordybelse, ro og fravær af distraktion. Således, argumenterer hun, har vi indrettet et samfund der skriger på innovation og kreativitet, samtidig med at vi lever på en måde der giver så lidt plads til viden og fordybelse, at ægte kreativitet og innovation har meget ringe chancer for at opstå.

Jeg er tilbøjelig til at give hende ret, når jeg ser på mine gymnasieelever. De ved en smule om lidt af hvert, men har meget lidt dybdeviden om noget som helst. Selv når det kommer til at skrive SRP, skriver mange en overfladisk sammenvævning af viden hentet fra her og der, uden for alvor at sætte fingeren på de kritiske punkter, og grave dybt, eller se perspektiver. Jeg er enig med Siemens i, at evnen til at erhverve ny viden og læring er vigtigere end summen af den viden, du har i dag. Men den eneste måde at få ny viden på, er ved at have noget viden i forvejen. Derfor er jeg som gymnasielærer så inderligt optaget af: hvordan skaber og fastholder vi videbegær og lyst til fordybelse, når al relevant viden tilsyneladende kun befinder sig et klik væk.

Kilder: 
Lone Frank: "Hvor kom jeg fra..." Weekend-Avisen 02-03-2012

Internet-adgang til eksamen

Da jeg første gang hørte, at nu skulle der snart være internet-adgang under skriftlig eksamen på HHX i både engelsk og dansk, tænkte jeg, at nu var bundet nået. Fra nu af ville vi kun se plagiat, uselvstændige besvarelser, og tekster skrevet på dansk og oversat til ubehjælpsomt Google-translate-engelsk.

Efter eksamen år 2014 åndede jeg lettet op. Det var jo faktisk slet ikke gået så galt. Det store flertal af elever havde kun brugt nettet på relevant måde, og kun i begrænset omfang. De elever der (til terminsprøven) valgte at skrive om en novelle ved navn "The Baddest Dog in Harlem" kvalificerede for eksempel deres besvarelse ved at inkludere viden om Harlem og således sætte novellen ind i en socialhistorisk kontekst. Og endda med korrekte kildehenvisninger. Jeg tror, vi havde opdraget vores elever godt, først og fremmest ved trusler om bål og brand, i tilfælde af den mindste mistanke om plagiat. 

Det der  slår mig mest er, hvor lidt besvarelserne faktisk har ændret sig mellem før og nu. En supplerende oplysning med kildehenvisning her og der, men fundamentalt set: de samme besvarelser som før. Jeg har set nogle få, rigtigt dygtige elever, finde alternative kilder på nettet, og med dem i hånden underbygge en diskussion og perspektivering af de til eksamenssættet hørende kilder. Men det er altså de allerfærreste. Som skriftlig censor har jeg rettet nok opgaver, til at have et statistisk grundlag at udtale mig på. I bund og grund bryder jeg mig ikke om, at eleverne har internetadgang til eksamen. Men samtidig er jeg stor tilhænger af, at de har det, og skal have det i alle fag. Selvmodsigende? Ja, bestemt. Men det er nu engang sådan verden er. Vi kan ikke holde nettet ude, og eksamensvagter har ikke en jordisk chance for at følge med i, hvad der foregår på elevernes skærme. Men mere væsentligt, fordi eleverne gennem hele deres skolegang har brugt digitale hjælpemidler. Så kan vi ikke pludselig udprøve dem, under HELT anderledes forhold. Der må være en vis sammenhæng mellem undervisning og eksamen. Jeg synes bare ikke at vi har fundet det rette ståsted endnu. I engelsk på HHX ligner eksamensopgaverne i dag i høj grad dem vi havde før, der var internetadgang. Eleverne får nogle filmklip og et par artikler, og med udgangspunkt i dem skal de skrive et essay eller et talemanuskript. Vejledningen fremhæver specifikt at man godt kan få 12, selv helt uden at bruge nettet. Det gør ikke rigtigt nogen forskel. De dygtige elever klarer sig fortsat bedst, de middelmådige klarer sig middelmådigt. Det er som om, internet-eksamen ikke er tænkt ind i en pædagogisk udvikling, men nærmere indført som et halsende forsøg på at følge med tiden. Jeg tror, vi bliver nødt til at tænke skriftlig eksamen radikalt anderledes i gymnasiet.

Hyldestsang til OneNote ClassRoom

Da jeg gik i gymnasiet og på universitetet havde jeg en kæmpe fetish for kontorartikler: ringbind, faneblade, notesbøger, papirclips og post-its. Og ikke sådan noget Bog&Idé-knald i kække farver og med billeder på. Næh, det skulle helst være af den klassiske, solide slags, som man kunne købe i en Kontorforsyning. Og hvorfor? Jeg tror, det er på grund af det tilsyneladende løfte om orden. Jeg har set for mit indre øje, hvordan noter og tekster kunne stå organiseret i ringbind, under faneblade, og med post-its ud for de store guldkorn. Sådan er det nu aldrig helt gået. Jeg er et uforbederligt rodehoved, og ordenssans er nu engang ikke noget man kan købe sig til. Men mine ringbind og faneblade har trods alt hjulpet med at holde det totale kaos fra døren. Og derfor elsker jeg OneNote. OneNote er ligesom ringbind, faneblade, notesbøger og Post-Its på én gang. Og så kan man oven i købet smide hvad som helst derind: noter og dokumenter, selvfølgelig, men også lydfiler, filmklip, billeder, links hvad som helst. Jeg er stadig et rodehoved, jeg har stadig ikke særlig meget system i mine ting, og ingen andre end jeg selv vil nogensinde kunne finde rundt i mit OneNote uden kompas, livline og lommelygte. MEN JEG KAN FINDE MINE TING. 

Derfor var jeg en lykkelig lærer, da jeg opdagede, at der var noget der hed OneNote Classroom. I OneNote Classroom kan jeg dele en notesbog med en klasse. Notesbogen har tre områder: Indholdsbiblioteket, hvor jeg alene hersker. Her kan jeg lægge pdf'er, arbejdsspørgsmål, links osv til mine elever. Altså ikke så meget anderledes end hvad jeg hele tiden har kunnet i lectio, men så uendeligt meget nemmere for mig (+at alle filtyper kan håndteres, i modsætning til på lectio). I samarbejdsrummet kan alle bidrage. Jeg har med stor succes brugt det til peer revision, hvor eleverne lægger opgaver ind gruppevis, og så retter hinandens arbejde, heftigt stilladseret af mig. Endelig er der elevsektionerne, hvor hver enkelt elev har sit eget rum, der kun kan ses af dem selv, og af mig. Jeg kan give dem individuelle kommentarer, jeg kan se, om ham den stille rent faktisk har noget at byde på, og jeg kan udvælge de bedste besvarelser.

Så hvad kan OneNote? Og hvilket læringssyn understøtter det? Svaret er alting og ingenting. OneNote Classroom er lige præcis det jeg gør det til. Samarbejdsrummet kan (i hvert fald i teorien) danne rammen om Wengerske praksisfællesskaber, eller om stilladserede processer, elevmapperne kan jeg på behavioristisk vis brugte til at uddele skulderklap og guldstjerne til flittige elever.

Men først og fremmest elsker jeg OneNote, fordi det gør mig til en bedre didaktisk designer: Jeg kan bruge med arme og ben af IT-værktøjer, lydfiler  osv., uden at skulle spekulere voldsomt over om formaterne nu er kompatible, og det ene eller det andet er understøttet. OneNote Classroom er ikke perfekt. Der er funktioner jeg stadig gerne så ændret. Men intet andet IT-værktøj har i den grad tiltalt min impressionistiske, kaosstyrede sjæl.