fredag den 4. september 2015

Hyldestsang til OneNote ClassRoom



Da jeg gik i gymnasiet og på universitetet havde jeg en kæmpe fetish for kontorartikler: ringbind, faneblade, notesbøger, papirclips og post-its. Og ikke sådan noget Bog&Idé-knald i kække farver og med billeder på. Næh, det skulle helst være af den klassiske, solide slags, som man kunne købe i en Kontorforsyning. Og hvorfor? Jeg tror, det er på grund af det tilsyneladende løfte om orden. Jeg har set for mit indre øje, hvordan noter og tekster kunne stå organiseret i ringbind, under faneblade, og med post-its ud for de store guldkorn. Sådan er det nu aldrig helt gået. Jeg er et uforbederligt rodehoved, og ordenssans er nu engang ikke noget man kan købe sig til. Men mine ringbind og faneblade har trods alt hjulpet med at holde det totale kaos fra døren. Og derfor elsker jeg OneNote. OneNote er ligesom ringbind, faneblade, notesbøger og Post-Its på én gang. Og så kan man oven i købet smide hvad som helst derind: noter og dokumenter, selvfølgelig, men også lydfiler, filmklip, billeder, links hvad som helst. Jeg er stadig et rodehoved, jeg har stadig ikke særlig meget system i mine ting, og ingen andre end jeg selv vil nogensinde kunne finde rundt i mit OneNote uden kompas, livline og lommelygte. MEN JEG KAN FINDE MINE TING. 

Derfor var jeg en lykkelig lærer, da jeg opdagede, at der var noget der hed OneNote Classroom. I OneNote Classroom kan jeg dele en notesbog med en klasse. Notesbogen har tre områder: Indholdsbiblioteket, hvor jeg alene hersker. Her kan jeg lægge pdf'er, arbejdsspørgsmål, links osv til mine elever. Altså ikke så meget anderledes end hvad jeg hele tiden har kunnet i lectio, men så uendeligt meget nemmere for mig (+at alle filtyper kan håndteres, i modsætning til på lectio). I samarbejdsrummet kan alle bidrage. Jeg har med stor succes brugt det til peer revision, hvor eleverne lægger opgaver ind gruppevis, og så retter hinandens arbejde, heftigt stilladseret af mig. Endelig er der elevsektionerne, hvor hver enkelt elev har sit eget rum, der kun kan ses af dem selv, og af mig. Jeg kan give dem individuelle kommentarer, jeg kan se, om ham den stille rent faktisk har noget at byde på, og jeg kan udvælge de bedste besvarelser.

Så hvad kan OneNote? Og hvilket læringssyn understøtter det? Svaret er alting og ingenting. OneNote Classroom er lige præcis det jeg gør det til. Samarbejdsrummet kan (i hvert fald i teorien) danne rammen om Wengerske praksisfællesskaber, eller om stilladserede processer, elevmapperne kan jeg på behavioristisk vis brugte til at uddele skulderklap og guldstjerne til flittige elever.

Men først og fremmest elsker jeg OneNote, fordi det gør mig til en bedre didaktisk designer: Jeg kan bruge med arme og ben af IT-værktøjer, lydfiler  osv., uden at skulle spekulere voldsomt over om formaterne nu er kompatible, og det ene eller det andet er understøttet. OneNote Classroom er ikke perfekt. Der er funktioner jeg stadig gerne så ændret. Men intet andet IT-værktøj har i den grad tiltalt min impressionistiske, kaosstyrede sjæl.


1 kommentar: